27. februar 2018

Byggemarkedet i landsbyen

Virksolmhedsbesøg Et koncept til gavn for ”gør-det-selv-folket” sikrer mange privatkunder


Man følte sig meget velkommen til Gantrup Byggemarked, hvor der blev budt på kaffe og rundstykker med indehaverne Lars og Marianne Mikkelsen. Umiddelbart kan man undres over, at der i en lille landsby som Gantrup kan eksistere et pænt stort byggemarked, men det har sin historie.

 

Lars Mikkelsens far, Villy Mikkelsen, havde behov for at bryde et hus ned, og i forlængelse af det startede han et nedbrydningsfirma. De brugte effekter fra nedbrydningerne blev solgt, og efterhånden udviklede der sig et byggemarked.

undefined

Især nye varer 

Da Villy Mikkelsen for 22 år siden døde, førte Lars Mikkelsen virksomheden videre, men med en ændret stil, idet man gik over til især at føre nye produkter. Men man køber gerne – når det er en fordel - restpartier og udgåede artikler inden for det varesortiment, man fører.

 

Hvis der er en god handel ved det, kan man dog stadig nu og da købe noget brugt. For eksempel købte man billigt et større parti brugte bandeplader. Der gik så brev ud til efterskoler i en større omkreds, og alle pladerne blev solgt til en pris adskilligt under, hvad de pågældende skoler ellers skulle have givet.

 

Fælles indkøb 

Gantrup Byggemarked er en selvstændig virksomhed, men den samarbejder med 15 andre byggemarkeder om indkøb. Det betyder noget for indkøbsprisen, og det har også den fordel, at man – hvis man ikke har brug for et helt læs af en vare - kan dele med en af de andre i indkøbsfællesskabet.

 

Man har kunder fra bysamfundene omkring, og lige nu mærker man, at det eneste byggemarked i Brædstrup har drejet nøglen om! Men man har også kunder længere væk. Det blev nævnt, at der en af dagene går forsendelser til kunder i Neksø på Bornholm og i Karlstad i Sverige. Man har ikke en Webportal med ”indkøbskurv.” Men alligevel har man mange kunder i kraft af hjemmesiden.

 

Yder også hjælp til at læsse traileren 

Man har hovedsagelig private som kunder. Den særlige service på stedet passer godt til ”gør-det-selv-folket.” Hvis det kun er en halv plade af et eller andet, kunden har brug for, kan det lade sig gøre. Og de ansatte i byggemarkedet er typisk tømrere, der kan give kunderne gode råd om, hvordan  den opgave, man køber materialer til, bedst kan løses. Der er også mulighed for på stedet at skære planker ud i de ønskede længder og den slags. Og hvis en kunde skal have hjælp til at læsse traileren, hjælper man gerne med det også.

 

Der blev også tid til en rundgang i butik og haller – og til at tale om fælles bekendte i Grindsted.

undefined