28. februar 2018

2300 trailere solgt i 2017

Virksomhedsbesøg Trailergården i Gantrup startede med af have 4 trailere stående i vejkanten. Nu har man flere hundrede på lager.


Vi solgte omkring 2300 trailere sidste år. Vi omsætter for 27-28 mio. kroner om året. Der er en professionel hjemmeside med indkøbskurv, og der er noget i kurven hver dag, fortalte indehaveren af Trailergården Gantrup Allan Buhl Hansen da han havde besøg af Henrik Dam Kristensen.

 

Under tag

Det er vigtigt at have mange trailere hjemme. Når en kunde ønsker en trailer, og den kan leveres straks, får man ordren. Hvis man siget, den kan leveres om 14 dage, får man måske ordren, forklarede Allan Buhl Hansen. Og så har vi de to store haller her, fordi vores varelager skal stå indendørs. Der er 2000 m2 under tag her i Gantrup og 1000 m2 i Slagelse. Alle andre steder i Danmark står trailerne ude. Og det skal være sådan, at trailerne er perfekte, når de sælges. Der skal ikke have dannet sig noget grønt i hjørnerne. Når folk køber en ny trailer, skal den se ny ud.

Trailergården har nummerplader til trailerne på lager og kan registrere dem til den pris, man skal betale hos skat. Men der kan være problemer med registrering. Der kan være dage, hvor der er lukket for registrering, og man kan ikke køre ud med en trailer, der har en nummerplade, der ikke er registreret.

 

Kommunen er restriktiv

Det tog fem år at få lov til at bygge hal nummer to, og så skulle den være grå. Kommunen havde også andre krav, som fordyrede byggeriet. Den blev så bygget i 2014. Og nu har jeg i 2017 fået indrettet kontor og toiletforhold for de ansatte. Jeg kan godt forstå, der ikke skal bygges store industridomiciler ude på landet. Men her er der jo tale om en virksomhed, der ikke støjer, og som ikke volder andre miljømæssige problemer, pointerede Allen Buhl Hansen.

Der er ingen problemer med naboerne. Jeg har det fantastisk sammen med dem.

 

Salget begyndte i 2002

Allan Buhl Hansen bergyndte at sælge trailere fra Gantrupgaard i 2002. Det var samtidig med, at han havde fuldtidsbeskæftigelse til anden side. Og starten var blot fire trailere, der stod ude i vejkanten.  I dag importeres trailere fra Polen, Holland og Belgien. Jeg har lige været en tur rundt for at hilse på leverandørerne, fortalte Allan Buhl Hansen.

 

Af administrativt bøvl nævntes problemet med registrering af nummerplader og Horsens kommunes restriktive holdning til udvidelse af en fredelig virksomhed i landzone. Desuden er der intrastat, der er indberetninger til Danmarks Statistik om importen af trailere. Denne ekstra administration burde ikke være nødvendig, når oplysningerne kunne hentes på anden vis - for eksempel via momsafregningerne.