29. april 2017

Mange virksomheder på samme matrikel

Virksomhedsbesøg: Elektrikere, tømrere, malere og flere andre faggrupper i samme hus


En anderledes og spændende konstruktion, sagde Henrik Dam Kristensen, da han havde besøgt virksomhederne på Lokesallé 63 i Horsens og fået information om samarbejdet mellem virksomhederne på matriklen. Det er malerfirmaet Kurt Hansen, det er elfirmaet Carl Bæk & Søn, det er skiltemaler, tømrer, leverandør af varmepumper og desuden en virksomhed, der sælger og installerer både enkle og mere avancerede alarmsystemer.

undefined 

Hver for sig og i fællesskab

De nævnte virksomheder kan hver for sig have kunder. Men de udgør også ”HorsensGruppen,” der byder ind på opgaver i totalentreprise. Afdelingen for totalentreprise – som også findes på adressen - står Henrik H. Hansen – selv uddannet elektriker - i virksomheden H. H. Hansen for.  Man byder ind på opgaver, der samlet lyder på op til 45 mio. kroner. Der er fast aftale med en murer, så man skal ved det enkelte udbud blot ud for at finde en VVS-mand.

 

Faktisk har man vundet adskillige totalentrepriser. Man har bygget hotel, administrationslokaler, byggemarked og meget andet. Under rundgangen gives der i elfirmaet en bemærkning om, at førhen var alt arbejde lokalt i Horsens, men nu kommer man viden omkring, eksempelvis til Aarhus og Sønderborg! HorsensGruppen har også vundet opgaver øst for Storebælt!

 

Man kender hinanden

Ved totalentrepriserne er der en særlig fordel ved, at man ude på arbejdspladserne kender hinanden. Det gør det nemmere at give hinanden en hånd. For eksempel kan tømreren hjælpe elektrikerne med at trække ledninger, hvis det er det, det tidsmæssigt kniber med.

 

Malermesteren i malervirksomheden Kurt Hansen er ingen ringere end Kaja Hansen - Henrik H. Hansens ægtefælle. Og for at det ikke skal være løgn, er det ægteparrets datter, Camilla, der står for skiltefirmaet CCH Skilte. 

 

Kaja Hansen underviste malerlærlinge på Teknisk Skole i Silkeborg. Men i dag er hun malermester på fuld tid. Interessen for uddannelse har hun stadig. Så malerfirmaet lægger vægt på at have lærlinge.

 

Datterens skiltefirma klarer en bred vifte af opgaver. Der er for eksempel tale om facadeskilte, vægtekster og firmabilers forsyning med virksomhedsnavn, logoer og så videre.

 undefined

En oplagt løsning

Agree er navnet på virksomheden med varmepumper. Man venter sig noget af udviklingen på dette felt, idet varmepumper er den oplagte løsning uden for de byområder, hvor man har mulighed for fjernvarme.

 

At Lokesallé 33 er et aktivt sted, fremgår af, at der om aftenen og i weekenden står 35 firmabiler bag bygningen. I dagens løb er de stort set alle ude på byggepladserne.

undefined 

Henrik H. Hansen præsenterede Henrik Dam Kristensen for en særlig ide: midlertidige boliger. Der er tale om en konstruktion (se billedet), der har det hele, og som hurtigt kan stilles op og siden tages ned og flyttes til et andet sted.