25. april 2017

Kort over Norge i administrationen

Virksomhedsbesøg Og adskillige robotter i produktionslokalerne hos JB Production


Henrik Dam Kristensens samtale med direktør Kurt Andersen under besøget hos JB Production på Langballe i Horsens begyndte i administrationen under et kort over Norge. Og årsagen til, at det var Norge, der var på kortet, blev hurtigt forklaret: Blandt JP Produktions opgaver har gennem årene været leverancer til off-shore-industrien især i Norge. Virksomheden har været underleverandør med leverancer af dele til boreriggene til de virksomheder, som har bygget de færdige rigge.

 

Olieprisernes fald

Olieprisernes fald – især fra 2014 – har betydet, at de planer, der ligger om udvidelser af olieindustrien i havet ud for Norge, er udskudt på ubestemt tid. Så omfanget af leverancer til bygning af borerigge er styrtdykket til 10 % af det tidligere niveau, og det har betydet, at JB Production har måttet indskrænke fra omkring 30 ansatte til nu blot 12.

undefined 

Biobrændsel

JB Production har specialiseret sig inden for spåntagende bearbejdning af metal, svejsning og montage. Og under en rundgang i virksomhedens produktionshaller støder man på emner, der udgør dele af vidt forskellige afsluttende produktioner. Eksempelvis var der otte store aksler, der skal ende som dele af maskiner, der skal opstilles i USA med henblik på produktion af biobrændsel. Modtagerne i USA kender dog intet til JB Productions eksistens. JB Production er nemlig blot underleverandør til den virksomhed, som leverer og opstiller produktionsenhederne i USA.

 

Der er -ikke overraskende - adskillige arbejdende robotter i produktionshallerne. Det er ansatte, der programmerer og siden betjener robotterne. De (altså robotterne) er indkapslede i lukkede celler, hvilket betyder, at oliemættet luft kan ventileres ud umiddelbart fra cellerne og ikke er til gene for de ansatte.

 

JB Production har en særlig avanceret målemaskine, der er med til at sikre 100 procent korrekte mål på de emner, der produceres. Det er med til at sikre en høj kvalitet. 

 undefined

Bevarelse af arbejdspladser

Her er det igen klart, at robotter er med til at sikre, at produktion kan fortsætte i Danmark, selv om omkostningerne til løn er forholdsvis høje, sagde Henrik Dam Kristensen efter besøget. Dertil kommer, at anvendelse af robotter forbedrer arbejdsmiljøet og byder på interessantere arbejde for de ansatte. Men robotterne kræver højt uddannede medarbejdere, der vil være en mangelvare, når man i virksomheden får brug for at udvide produktionen.